Hvorfor har vi traditioner?

På Opholdsstedet Lindknud har vi flere tilbagevendende aktiviteter i løbet af et år. Aktiviteter, som er med til at skabe traditioner. Vi ønsker at give børnene/de unge erfaringer med tilbagevendende aktiviteter, der skaber en fornemmelse af kulturer, fællesskaber og deltagelsesmuligheder. En stor del af vores traditioner har det samskabende som omdrejningspunkt; at børn, unge, deres familier samt det pædagogiske personale sammen skaber noget sammen. Hvad end det drejer sig om sommergrillens rundbold, julestemningen ved årets julestue eller grinene over Harley klubben der overrasker os hvert år og tilbyder en køretur med vores børn og personale.

Vi tror på at traditioner beriger livet med gode oplevelser. Vores erfaring siger os, at traditioner og de gode stunder ofte har været sat i baggrunden i familierne forinden en anbringelse hos os. Blandet andet derfor inviteres børnene/de unges familier med til en stor del af vores traditioner. Her skaber det pædagogiske personale rammerne for, at familierne kan hygge sig og få gode oplevelser sammen. Vi er tæt på og omkring alle familier i løbet af fx sommergrill-dagen eller julestue-dagen, og på dage som disse er relationsdannelsen, hyggen, samskabelsen og det fælles tredje sat i forgrunden, og handleplaner, bekymringer og statusmøder sat lidt i baggrunden.

Traditioner på Opholdsstedet Lindknud

Julestue (afholdes første søndag i advent) for børnene/ de unge og deres familier. Vi julehygger med juleværksted, hvor vi laver juleklip og juledekorationer og spiser lækre hjemmebagte julekager, småkager og æbleskiver og lun gløgg.

Julefrokost for børnene/de unge og det pædagogiske personale. Vi starter allerede om eftermiddagen med at hjælpe hinanden med at blive fine i tøjet, strøget skjorten, sat håret og hygge med lidt julekalender. Kl. 17.00 samles vi alle om det flotte dækkede langbord og ønsker alle en glædelig jul. Så serveres den hjemmelavede julebuffet som vi alle har duftet til hele dagen. Vi holder OL i julelege, hvilket altid giver et godt grin og skønne billeder. Derefter risalamande og kampen om mandelgaven. 

Vi slutter aftenen af med den vildeste pakkeleg.

Juleturen er for børnene/de unge. Vi tager på tur til en større by; fx København, Flensborg, Aarhus eller lignende, hvor vi oplever den fantastisk julestemning mellem juleboderne og den flotte belysning.

Påskefrokost for børnene/de unge og det pædagogiske personale. Vi laver i fællesskab dejlige påskeretter, og vi mødes om langbordet og hygger og spiser. Senere går jagten efter de mindre påskeæg i haven og til sidst fås desserten; et kæmpestort chokolade-påskeæg.

Sommergrillfor børnene/de unge og deres familie. Dagen starter med kaffe og hjemmelavet kagebord. Herefter spiller vi årets rundboldkamp på vores store sportsbane, hvor børn, unge, voksne og gamle deltager med stor iver. Efter kampen tænder vi op i de mange store grill, og børn/unge og deres familier spiser en dejlig grillmenu sammen med det pædagogiske personale.

Harleyklubben besøger os med alle deres flotte (og larmende) motorcykler. Til stor glæde for børnene og de unge. Harleyklubbens besøg er altid en lille hemmelighed for børnene/de unge, og det er altid til stor glæde for dem, når motorcyklernes brummen begynder at kunne høres i det fjerne. Gårdspladsen fyldes op med flotte motorcykler, og børnene/de unge inviteres til at sidde bagpå og få en tur i fælles flok. Suset i maven og vind i håret nydes lige meget hvert år, og vi er meget taknemmelige for, at Harleyklubben igen og igen giver os denne oplevelse.

Gospelbesøg fra koret Bless The Day. Hvert år afholder de deres store øvedag i opholdsstedets store sal. Huset fyldes med musik, og dagen rundes af med en fantastisk koncert, hvor byens borgere samt alle med tilknytning til Opholdsstedet Lindknud er meget velkomne.

På de næste faner findes billeder fra de seneste års traditioner. 

​​​

Vi har ledige pladser.

​Opholdsstedet Lindknud

CVR: ​17022881

Ring os op

Afdelings telefon: 51 50 13 09

Forstander Christa Facondini: 20 40 00 53​

Skriv til os

Send os en e-mail: opholdsstedet@lindknud.org